Danmarks bedste: Vand-danser sig til guld

Aarhus’ eneste synkronsvømmeklub i Lyseng er blevet to danmarksmestre rigere. Julie Pedersen og Sara Nissen vandt i duet
Af Christina S. Johansen, artikel lånt af Lokalavisen se original artiklen her

I Lyseng Svømmebad danser to nykårede danmarksmestre rundt. De danser vel at mærke rundt under vandet, for 28-årige Sara Nissen og 24-årige Julie Pedersen er nemlig synkronsvømmere.

I forrige weekend vandt de to kvinder fra henholdsvis Aarhus C og Åbyhøj DM i både det tekniske og det frie program. I den tekniske del stillede ingen andre dog op, så dermed gik titlen automatisk til Aarhus-kvinderne.

I det frie program var konkurrencen straks en helt anden. Her dystede Sara og Julie nemlig mod seks andre hold. Der var dog ingen, som kunne måle sig med Lyseng-svømmerne, som tog en klar førsteplads.
 
 Foto Mike Madsen, Lokalavisen
 
“Det er fedt at blive danmarksmester, men selvfølgelig særligt fedt at vinde det frie program, hvor der var en del at dyste mod,” siger Julie Pedersen.

Kan I mærke, at folk ikke agter jeres præstation så højt, når nu der ikke er så mange modstandere?

“Nej, faktisk ikke. Folk ved godt, at det her ikke er noget, man bare lige gør, så de har faktisk stor respekt for præstationen. Og lige meget hvad, så ved vi jo stadig, at vi er de bedste i landet til netop det her,” siger Julie Pedersen, mens Sara Nissen fortsætter:

“Selvfølgelig er jeg stolt - og den her gang var det faktisk en præstation at vinde over seks andre hold. Og selvom vi fik den ene titel foræret, så kunne de andre hold jo bare have stillet op i denne kategori også.”

Det er ikke første gang, at de to vinder dm i duet - det skete også for to år siden, og derudover har de hver for sig fået adskillige medaljer til danmarks mesterskabet gennem tiden. De har også begge været på både junior- og senior-landsholdet.
 
Begyndte som et andetvalg

De to kvinder begyndte at dyrke synkronsvømning som 10-årige i deres respektive hjembyer Hobro og Thisted. For begges vedkommende var det faktisk ikke denne sportsgren, som de havde i tankerne i første omgang.

“Jeg kunne godt lide at have hovedet under vand og ville egentlig gerne gå til dykning, men jeg var kun 10 år og dermed lige ung nok, men så foreslog min mors veninde, at jeg i stedet prøvede synkronsvømning. Og jeg var bare bidt at det fra dag ét,” fortæller Julie Pedersen, før Sara Nissen tager over:

“Jeg var til klubstævne for at tage et 50-meter-mærke. Jeg svømmede med nogle lidt større børn, så jeg blev virkelig presset og holdt vejret under vandet næsten hele vejen. Det var der nogle, der så, og spurgte, om ikke jeg ville prøve synkronsvømning. Og det så altså mega sjovt ud - det var meget mere varierende end bare frem og tilbage.” 

En udtryksfuld sport

De to kvinder har mødt hinanden masser af gange gennem deres opvækst til diverse stævner.

“Sporten er jo så lille, at alle kender alle,” som Julie Pedersen siger.

Det var dog først, da de begge endte op som studerende i Aarhus, at duetten opstod.

Men hvad er det egentlig, der er så fedt ved synkron-svømning?

“Jeg kan godt lide, at det ser flot ud. Det giver en fed effekt, at det hele er ens. Jeg er også vild med makkerskabet og samarbejdet i en duet. Det er fyldt med energi og er utroligt udtryksfyldt - der er lidt skuespil i det hele. Og nårh ja, så bliver der jo også lagt fuld makeup, vi får gelatine i håret og paillet-badedragt på,” siger Julie Pedersen, der desuden læser en kandidat i retorik efter at have taget en bachelor i statskundskab.
Kræver masser af teknik

De to piger træner én time om ugen i Lyseng Svømmebad, som er det eneste sted i Aarhus med synkronsvømning på programmet.

Det er en hård sport, hvor arme eller ben hele tiden padler. Med musik bragende ud af højtaleren udfører synkronssvømmerne et tilrettelagt program med bevægelser sammen og hver for sig. De kan sagtens høre musikken under vandet.

“Det kræver meget teknik og er rigtig hårdt. Man bliver presset meget fysisk,” siger Sara Nissen, som ved siden af svømmeriet har taget en kandidat i molekylær medicin og nu er i gang med en ph.d.

“Ja, det ser meget nemmere ud end det er. Det er jo hele pointen, at det skal se legende let ud,” siger Julie Pedersen.
Publiceret: 31. Marts 2017 12:00