Officials i klubben
 
 At blive official i Lyseng Svømning

Det at blive official i klubben er let. Meget let. Man skal næsten blot tænke det, så er klubben parat. Spørgsmålet er bare; Er jeg nu klar når blot jeg har tænkt tanken?

Ork-ja – hvor svært kan det være at hjælpe lidt til?

Jeg var alligevel i svømmehallen når mine drenge var til stævner, så tiden kunne passende gå med at betjene stopuret. Jeg kom på kursus Modul 1.

Godt nok kan jeg ikke svømme, men stopuret – det vidste jeg hvad var.

Jeg blev lidt overraket, da der var mere end stopuret med på dette kursus. Der er også opgaver ved bassinkanten med at kontrollere navne, fløjte ved lange løb og andet.

Det gav dog ikke de problemer, selv om jeg ikke kan svømme. (bort set fra lidt landbaseret rygsvømning i ny og næ)

Nå – kurset gik godt, og jeg var meget ivrig efter at prøve det i praksis, så jeg meldte mig til det første stævne jeg kunne. Alle stævner jeg havde deltaget i var 5-kant, på 3-4 timer, så hvor vært kunne det være?

Det første stævne var Danske Bank Cup – 11 timer i hallen. Var jeg træt?

Efter den omgang følte jeg mig som en ældre godt brugt slatten karklud – men jeg var stolt, for det gik godt.

Siden har jeg været på Modul 2.

Dette kursus havde jeg en del betænkeligheder ved, da der er meget svømmeteknik. Mine erfaringer i rygsvømning gjaldt nok ikke her.

På forhånd havde jeg talt med en overdommer, som heller ikke kan svømme, så det gav en ret god moralsk rygstøtte til kurset.

Kurset blev afviklet med succes, og jeg har været til mange stævner siden.

Jeg kan derfor kun opfordre til at bakke op om vores svømmeklub og giv en hånd med til afvikling af stævner. Også selv om du ikke kan svømme.

Hans