Der konkurreres i kunstsvømning i fire discipliner: solo, duet, hold (4-8 svømmere) og kombineret hold (op til 10 deltagere). Solo stiller de største krav til svømmerens evne til at udnytte musikken og bruge teknikkerne. Duet er den mest udbredte disciplin og svømmes af 2 svømmere, mens holddisciplinerne giver utroligt mange muligheder for kreativitet.

Konkurrencer består af en teknisk og en fri del. Den tekniske del er enten obligatoriske øvelser (kaldet figurer) eller et teknisk musikprogram. Figurer er en række positioner og bevægelser sat sammen på mange forskellige måder og i mange forskellige sværhedsgrader. De udvalgte øvelser udføres af svømmerne en ad gangen og tager ca. ½ - 1 minut hver. Der laves fire øvelser, der bliver bedømt af 5 dommere.

Et teknisk musikprogram minder meget om et kort program i skøjteløb. Der er et antal elementer, der skal være indeholdt i en vis rækkefølge. Musikken bestemmer svømmeren selv.

Et frit musikprogram er den anden halvdel af alle konkurrencer. Her kan svømmerne indenfor et fastsat tidsrum selv bestemme musik og bevægelser, hvilket giver rum til kreativ udfoldelse. Man kan vælge en farverig svømmedragt og hårpynt der passer til programmet. For at holde håret på plads, putter vi husblas i det og tilføjer gerne lidt (eller meget) vandfast make-up, så dommerne kan se ansigtsudtryk bedre. 

 

Under musikprogrammer bliver svømmeren/svømmerne bedømt både på deres tekniske og kunstneriske udfoldelse.

Hvordan det foregår

Hvis du gerne vil til kunstsvømningsstævne og din træner har foreslået det, er det næste skridt at melde dig til via det link der ligger på Lyseng-svoemning.dk hjemmesiden. Det koster som regel omkring 300kr at deltage i et stævne. Du skal bruge følgende ting til stævnet:

  • Transport til og fra stævnet, medmindre klubben organiserer det
  • Sort badedragt og hvid badehætte til udførelse af figurer
  • Badedragt og badehætte (hårpynt og husblas) til dit musikprogram
  • Svømmebriller og næseklemme
  • Håndklæder og badetøfler
  • Liggeunderlag og taske med tøj og toiletsager til overnatning, hvis det er et flerdages stævne

Ca. 2 uger før stævnet, bliver de endelige figurer udtrukket (for de større rækker - figurerne for D-rækken er altid de samme). Husk at øve disse sammen med diverse trænere og kom til alle træningstiderne i ugerne indtil stævnet.